Roskilde 2014 - En gammel nars perspektiv part 3.
- Detaljer
- Oprettet: fredag, 25. juli 2014 10:57
- Skrevet af Spandx
Det er med stor skam og et nedslået blik, at jeg må komme med en bekendelse her: Jeg havde været hjemme og spise morgenmad, tage et bad og bare ligge på langs på min elskede sofa. Gammelmands stil, jo tak. Så det var lidt op af dagen lørdag, at jeg vendte tilbage til festivalen, genopfrisket og klar til at rulle mig i urinstøvet. Efter at have drevet lidt rundt og kigget på folk, fæ og alt der imellem, lyttet til spredte toner fra diverse koncerter jeg ikke kunne engagere mig videre i, var det første band jeg husker klart; Manu Chao La Ventura.
Fotograferisten; Du har nok læst smøren før.. Måske.
Siden Mano Negra dagene, har Manu Chao’s insisterende latino rytmer, punk attitude og tekster på en blanding af spansk, engelsk, esperanto og almen kværulansk været svært uimodståelige. Sådan en lørdag eftermiddag / aften kan ellers godt være tung at trække. Mange har været i gang i en uges tid og med to dages intens musik program, bliver man sgu’ nemt lidt blasert og sløv. Manu Chao skar igennem det hele og skød et solidt skud latinamerikansk energi i årerne på alle os, der stod forsamlet foran Orange.
Hvorfor så mange euforiserende planter, skal være formet som kønsorganer, skal vi ikke ind på her. Jeg nåede dog at fange lidt af Spids Nøgenhats syrede univers, inden jeg drev tilbage til Orange Scene.
Og hvad kan man sige? De er sjældne, de Arktiske Aber. Og efter snart en del år på banen, véd de hvordan man leverer en sublim koncert foran et krævende festival publikum. Med hits efter hits, højspændt energi og nerve vandt de vist hurtigt de fleste over på deres side.
Efter den koncert, nåede jeg en så sublim tilstand af spiritus induceret zen, at jeg uden mål lod mig føre rundt af distraktioner, pludselig indfald, med og mod mængden. Eller med andre ord; Jeg kan ikke huske en skid fra resten af lørdag aften / nat, det blev en sort nat. Men jeg tror det var sjovt: Jeg vågnede i hvert fald badet i alkosved med et smil på læben, klar til den sidste kraftanstrengelse for mit vedkommende.
Da min økonomiske fallit var så absolut udtalt og jeg ikke kunne overskue at låne / nasse mig igennem mere festival, måtte jeg spille et af de bedste spil på Roskilde Festivalen; Pantspillet. Der er mange versioner, mange spillere og mange forskellige måder man kan spille dét spil på. Med adgang til billige medarbejder bajere, er det begrænset, hvor stor en indkomst man har brug for, for at kunne holde en hæderlig festival brandert kørende. Især hvis man vælger fast føde fra. Så jeg spiller det udelukkende på festival pladsen, og jeg spiller det helst stående i godt selskab, med en bajer i hånden til en god koncert. Jeg koncentrerer mig om de nemme penge, ølglas, kander og håndtag. De kan stables nemt, og et par enkelte ekskursioner igennem publikum til en god koncert, ligger nemt en hundredelas i den lomme tomme.
Så justerer man væskebalancen, indtil den næste koncert indbyder til endnu en pantdans. Pantspillet er et spil det er forbandet svært at tabe, hvis man har øjnene med sig. Jeg spillede en hel række runder igennem søndagens koncerter. Til tider forbarmede godhjertede mennesker sig, eller de blev bare pinligt berørte over deres velstand når de så en gammel mand på knæ skrabe plastickrus op for en skilling. Uagtet hvilket, så fik jeg da også op til flere fadøl foræret. En fattig mand, kan sagtens være rig på festival.
Kender du Skambankt? Norsk Rock’n’Roll, alt for svulstigt, alt for pompøst, alt for tidligt, alt for fucking norsk, alt for godt. Hvem fanden kan ellers tænde op for Avalon søndag kl. 12? Og de gjorde det, så alle tvivlerne måtte sande det; Norsk sproget punkrock med holdninger; Det bliver ikke meget bedre. Det var tredje gang jeg så Skambankt live, og selvom jeg nok slet ikke burde kunne lide deres nærmest opera-agtige version af punkrock, får de mig med hud og hår, hver gang.
Carcass var næste punkt på dagsordenen. Pionerer udi grindcore, kend din historie. Stadig veloplagte, leverede de deres tunge, voldsomme og fantastiske mædal som næsten kun englændere kan. På en søndag eftermiddag hvor de fleste havde svært véd at holde sig stående, skæppede et tørstigt publikum i læder og denim godt i pantkassen. Pitten var levende og ude i skyggen blandt træerne lå folk dovent og lod galskaben, der strømmede ud af højtalerne ud på pladsen spejle deres søndagsstener blåt og metallisk skinnende.
Et hurtigt, men voldsomt genreskift, som kun festivaler kan byde på blev det til da jeg i farten så Top gunn, der havde taget Raske Penge med flere med, fyre op for dansk hall musikken på orange. Umiddelbart var jeg lidt skeptisk om de kunne tåle den store scene, men de gjorde det godt, den klædte dem.
Metal festen fortsatte på Avalon, med The Black Dahlia Murder, melodisk dødsmetal, med en bassist af en sjælden kvalitet. Inden mine trommehinder helt eksploderede fortrak jeg dog til den nærmeste ølbod.
På vejen så jeg Kasabian, der stod på Orange, med deres dansable brit rock, krydret med psykedeliske toner, solidt, rutineret og med en imponerende kontakt til det medrevne publikum. Men den gyldne væske, der sælges billigt i medarbejderområderne kaldte på de få løse mønter jeg havde i lommen.
Trods et efterhånden noget sløret fokus, en øm aldrende krop fyldt til randen med eddikesyrer og nikotiner, formåede jeg at slæbe kadaveret ned til Arena, hvor Mø stod klar til at indtage scenen. Og hun var ikke mange sekunder inde i koncerten før jeg måtte overgive mig totalt, til ægtheden, glæden og intensiteten. Den bedste scene på Roskilde, et publikum der havde fundet de sidste energi reserver frem, pigegarder og et liveband, hvor især trommeslageren imponerede mig sindsygt meget. Ikke nogen klassisk skønhed, men smukkere og mere sexet på en scene end alle de præfabrikerede plastic barbie dukker, poppen kaster af sig. Denne gamle punker havde et brag af en popfest, det var fand’me fedt. Tak til Mø for at vise at pop sagtens kan være nærværende, sprængfyldt med nerve, vrede og sårbarhed. Jeg er fan.
Træt på festival, med slidte øregange og lunger voldtaget af nassede smøger og tør balishag, blev jeg sendt til tælling. Men lydtapetet kunne dårligt have været mere passende. 20-30 minutters rævesøvn på langs. Imellem titusinder menneskers brugte festivalsben, til tonerne af Stevie Wonders utallige hits honningbløde lyd. Alle menneskers tilstedeværelse forsvandt bag min lukkede øjne, og som man kun kan på Roskilde, lå jeg helt alene, isoleret, i og af en kæmpe menneskemængde.
Sidste gang Hvide Jørgen spillede på Orange, var jeg slemt skuffet. En rodebutik, et spinkelt band og mangel på engagement efterlod mig kold. Så det var med et forsigtigt håb, men en god portions skepsis at jeg i godt selskab og med masser af kolde, væskende og tilsyneladende rå dråber, ventede på festivalens sidste koncert for mit vedkommende.
Al min skepsis blev dog sat til vægs. Jack White havde taget et velspillende og veloplagt band med sig denne gang. Hans simple, insisterende, støjfyldte guitar riffs, med alle deres referencer til klassisk blues, rock’n’roll og populær kultur blæste mig omkuld. Som tidligere møbelpolstrer og med en drøm om at blive prædikant, kan man kun være taknemmelig for at han i sidste ende valgte musikken. Hans succes både med White Stripes og ”solo”, har genoplivet den helt simple, hårde, men sårbare rock’n’roll, som i så mange år var fraværende i mainstream lydbilledet. Det alene gør mig dybt taknemmelig for hans eksistens. Når han så tager et så glimragende band med og lader dem få plads til at vise sit værd, går det hele op i en højere enhed. Især hans trommeslager holdt sammen på hele arrangementet. Musikalske trommeslagere er sjældne, meget sjældne. Ham her var så meget mere end bare en rytmeboks, han var nerven, rygraden og fødderne, der holdt sammen på det hele og lod det stå solidt plantet foran en pakket festival plads.
Her på falderebet kan I lige få en af de historier og tilfældige møder som festivalen er så rig på: En af morgenerne, var jeg inde på medarbejderområdet, hvor kaffen er gratis og rigelig. Jeg fortrak til et bord i skyggen under et træ og prøvede at vågne, mens jeg skrev noter fra de sidste par døgns udskejelser. Ved min side sad en ældre skrøbelig mand i kørestol, cowboyhat og et arsenal af piller foran sig. Vi faldt i snak. For lidt over et år siden, havde han været tæt på at dø af kræft. Operationer og komplikationerne, havde helbredt ham fra kræften, men efterladt ham handicappet, slidt og svag. Han indtog et bjerg af piller dagligt. Men da han havde set Rolling Stones skulle spille på Roskilde, havde han straks ringet til sin medhjælper, for at høre om de ikke skulle afsted. Da der ikke var flere enkeltdags billetter tilbage, havde han købt to alm. Armbånd til dem begge. Han fortalte glad om de forhold festivalen stiller til rådighed for handicappede og hans øjne og smil, lyste stadig efter Stones koncerten. Jeg skal spare jer for alt for fucking meget tårevædet føleri, men hold nu kæft hvor var det smukt og livsbekræftende ,at se hvor vigtig den oplevelse han havde fået var.
Træt og fyldt til randen af oplevelser drev jeg mod toget tilbage til hovedstaden. Hvileløse jagthunde flakkede stadig rundt på og omkring festivalen, med sultne blikke på jagt efter noget at sætte tænderne i. Ingen mandags druk til denne gamle køter i denne omgang. Jeg ville være et slet utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke huskede at takke alle de mennesker der gjorde festivalen og min deltagelse mulig, af hjertet tak.